Ludvig Holbergs essays
Nedenfor er listen over Holberg-essays, der findes på hjemmesiden her på forståeligt dansk
- ~ Epigram 1,86 ~ »Uvidende tror, de ved alt« ~
-
I dette essay fra 1744 behandles det fænomen, der omkring 1999 blev benævnt »Dunning-Kruger-effekten«, altså dette fænomen, at jo mindre folk ved om noget, desto mere overbeviste er de om, at de har fuldstændig styr på det, og ved alt om det. Det modsatte er kaldes »Hochstapler-syndromet«. Alt dette kommer under behandling i dette essay. Dog slutter det klogeligt – OG overraskende, som et essay gerne må gøre – med, at det hele til sidst bliver vendt på hovedet med kommentaren, at »Tænk nu ikke, at mit forsæt med dette skrift er at skrive imod tåber, thi det er folk, som jeg absolut ikke vil have som uvenner, og det såvel i henseende til deres mængde som til deres betydning.«
- ~ Epigram 2,97 ~ »Min Mave tyranniserer mig« ~
-
I dette essay-brev fra 1744 besværer brevskriveren – som måske/måske ikke er Holberg selv – sig over sin ufrihed. Næ, folk tænker på frihed og ufrihed som det, der er på spil mellem en tjener og en herre. Men her i essayet er man ufri i forhold til sin mave og sin husbestyrerinde. Jo, jo – det er da meget muligt, at det godt kan være, det er hårdt at have en dominerende kone, som modtageren af brevet vist har, men ... afsenderen af brevet vil gerne bytte!
- ~ Epigram 3,54 ~ »Jeg klæder mig efter Moden« ~
-
Igen fra 1744 og igen et såkaldt epigram. Brevets afsender følger moden. BASTA! Og i brevet er det ikke længere moderne at have skæg, men det har brevets modtager, som får læst og påskrevet. »Jeg, for min del, ville – hvis det blev almindelig mode at fæste en rævehale til sin ryg – ikke betænke mig ved at tage samme mode til mig for at være som de andre.« Afslutningsvis stilles selve venskabet på spil, hvis vennen ikke vil lade sit skæg barbere bort.
- ~ Epistel 72 ~ »Forbløffende Ændringer i dansk Folkekarakter« ~
-
Nu fra 1748 og benævnt som en epistel, men stadig i brevform. I brevet/essayet behandles et træk ved danskhed, som man fuldstændig kan genkende her 250 år senere, nemlig hvordan danskernes kultur og tilbøjeligheder pendulerer fra den ene yderlighed til den anden. Konkret i essayet har det svinget mellem, at teologi var det mest prestigefyldte studie, til at det kort tid efter var fysikstudiet. Der nævnes andre eksempler. Dog, til sidst, nævnes en tilbøjelighed, som danskerne konstant har – rangsyge – det, som hos Holberg også i andre sammenhænge kaldte »den honnette ambition«.
- ~ Epistel 89 ~ »Fordærvet Smag i Kærlighed« ~
-
Epistel 89 er nok een af Holbergs mest kendte, og bl.a. knæsætter han her en lang tradition i dansk litteratur for at skrive om den autentiske Marie Grubbe, der levede med færgemanden i Stubbekøbing. Essayet behandler det fænomen, at man nogle gange ser smukke unge kvinder fra gode sociale lag foretrække parforhold med deciderede stoddere. Uforfsåeligt for de fleste, men ikke for brevskriveren. Nej, afslutningsvis lyder det ikonisk, at »folks forskellige smag gør, at alle unge kvinder bliver gift, al mad spist, og alle bøger læst.«
- ~ Epistel 91 ~ »For og imod Te, Kaffe og Tobak« ~
-
Endnu een af de absolutte klassikere fra Holbergs hånd, og igen fra 1748. Sagen er spørgsmålet om at drikke te og kaffe. »Der er flere diskussioner om disse bønner«, lyder det. Og disse argumenter for og imod bliver selvfølgelig gengivet i teksten, et essay, som den er. Tobaksrygning kommer også med i diskussionen. Dog lyder det fornuftigt til sidst fra oplysningsmanden: »Jeg har gjort overdreven brug at det, men har dog i nogen tid forsøgt at nedsætte forbruget; hvilket jeg gør med alting, også kaffe, som du har rådet mig til. Thi jeg drikker normalt ikke mere end 4 à 5 skåle om dagen.«
- ~ Epistel 99 ~ »Der er Hvile for Hjernen i Dameselskab« ~
-
Når brevskriveren her i 1748 har læst og skrevet og arbejdet med svære emner hele dagen, så er det lifligt og afslappende at tale med fruentimmere, for i deres selskab får han »te, kaffe og jævn pølsesnak, hvilket passer mig bedst i mine ledige timer.«
- ~ Epistel 102 ~ »Mine Erfaringer om Diæt« ~
-
Dette essay fra 1748 taler lige ind til os i vor tid. Oplysningsmanden skriver i dette brev/essay lige direkte ind i det, man nu om dage kalder ortoreksi, altså overdreven fokus på sund mad. Nej, skrives der: »kroppen kan ved en ensartet og afpasset diæt lige som ruste op.« Og det er ikke fornuftigt.
- ~ Epistel 276 ~ »Skuespilleren og Rollen« ~
-
Her er vi fremme ved 1750, og det handler om, hvordan en skuespillers private liv kan gøre ham til en bedre skuespiller. F.eks. Moliére i 1600-tallet, der skulle spille hypokonder, og på et tidspunkt gjorde det virkelig godt. »Thi det var det sidste stykke som han spillede i, og hans død fulgte kort efter.«
- ~ Epistel 347 ~ »Forsvar for Maskerader« ~
-
Fra 1749, og een af de rigtigt godt kendte essays fra Holbergs hånd. Rigtig essay-typisk lægges der ud med noget HELT andet, nemlig bandeord. Men det drejes så ind på brevets egentlige emne: Maskebal. Bl.a. får vi forklaringen på, hvorfor de blev anset som uproblematiske i Sydeuropa, men fordømmes her i Norden. Men nej, det skal gøres med måde, hvilket var et princip for alt dengang i oplysningstiden.
- ~ Epistel 390 ~ »Om en god Lærers Egenskaber« ~
-
Fra 1749, og her fremfører brevskriveren ("Holberg"), at det at være 'sprænglærd', altså meget, meget vidende, slet ikke er blandt de kvaliteter, der må vurderes vigtigst for en lærer. Nej, de to kvaliteter, der sætte øverste i dette brev, dette essay, er »skønsomhed og moderation«, altså dømmekraft og beherskelse. I øvrigt fremføres det, at eleverne ikke lærer noget, hvis de ikke kan lide deres lærer.
- ~ Epistel 395 ~ »Kun Censur for umodne Personer« ~
-
Fra 1749, og her diskuteres spørgsmålet om censur. Altså, grundlæggende er brevskriveren imod. »Der kan i denne såvel som de fleste andre emner siges både for og imod«, lyder det. Men afslutningsvis står tilbage, at tænk, hvis nogle af de HELT store forfattere havde været blevet censurerede, så havde deres skrifter »været blevet skjult og ædt af møl, så at så at sige ’kornet var blevet udryddet sammen med ukrudtet’.«
- ~ Epistel 434 ~ »Muhammed og hans Lære« ~
-
I dette essay fra 1749 behandles »den falske profet Muhammed«, og man er IKKE tilhænger af ham i brevet. Men Muhammed behandles i denne tekst, som man nemlig kan i et essay: På den ene side, på den anden side ... Troede han overhovedet selv på, hvad han sagde? Ligemeget hvad, var Koranen tilpasset målgruppen, araberne, som skulle have noget HELT konkret at forhold sig til, og ikke noget så uhåndgribeligt som det paradis og den åndelige lykke, de kristne blev stillet i udsigt. Men Holberg mestrede essay-genren, og slutter af med at rose muhammedanerne for ikke at efterleve deres egen religion, »thi de tillader alle vegne fri udøvelse af religion«.
- ~ Epistel 458 ~ »Drama i en Storkefamilie« ~
-
1754 og et mere jordnært emne end så mange andre essays fra Ludvig Holbergs hånd - et trekantsdrama i en storkefamilie. På den tid kørte en diskussion i den vestelige verden, om dyr overhovedet har en sjæl. Den franske filosof René Descartes mente, at det havde de ikke. Descartes mente, dyr bare er meget komplicerede maskiner, men maskiner. I essayet her tages et trekantsdrama i en storkerede som et klart bevis for, at dyr rent faktisk HAR en sjæl.
- ~ Epistel 474 ~ »Nye Træk af Dyrenes Liv« ~
-
Igen behandles spørgsmålet om dyrs bevidsthed, og også i 1754. Her refereres til »min gård, Tersløse«, altså Ludvig Holbergs autentiske gård på Vestsjælland. I modsætning til i Epistel 458 er brevskriveren nærmest på Descartes' hold, altså med opfattelsen af, at dyr ikke har nogen sjæl. I vore dage ville man vel nok omtalte fænomenerne i essayet, som spørgsmålet om intelligens kontra instinkter.
- ~ Epistel 475 ~ »Gode og dårlige Veje« ~
-
HELT konkret emne her anno 1754: Gode og dårlige veje. Vejene på Sjælland er dårlige, sine steder nærmest dødsfælder. Nej, i Italien er der gode veje, som romerne har anlagt, ryddede og jævne.