|
Om denne side |
På denne side gengives 2 digte af de danske digtere Johannes V. Jensen og Tom Kristensen.
|
|
Om digtet
|
Digtet Som dreng skar jeg skibe er skrevet af Johannes V. Jensen, og er fra digtsamlingen Om danske Mænd og Kvinder fra 1931.
Johs. V. Jensen (1873-1950) var kendt for sin »omverdensorienterede prosa og digtning«, som det hedder et sted. Det kan man i hvert fald også sige, at dette digt er.
I øvrigt var han bror til Thit Jensen (1876-1957), også forfatter. Og kvindesagsforkæmper.
Som dreng skar jeg skibe
Som dreng skar jeg skibe
og skød med bue.
Jeg lærte mig selv at svømme
og var en langvejsløber.
Jeg har løbet på skøjter,
og stået på ski.
Som skytte holdt jeg mig
til midten af skiven.
Fugl flyver hurtigt,
men jeg hentede den ned;
knald og fald for haren
når jeg slængte haglene.
Vandringer, i tavshed,
ud af tiden:
jægeralderen
to gange oplevet.
Jeg havde aldrig
undlivet nogen skabning
hvis ikke jeg delte
død med dyrene.
Den tanke forekom mig
ingenlunde fremmed
som skive selv
at stå for skydning.
Rigelig fik jeg rørt mig
som infanterist.
Aldrig tog du mig, Sjælland,
intimere til dig
end når jeg nappede
en blund på tornysteret
strakt på ryggen i roerne,
i regnvejr.
Jeg har sparket til bolden,
og bokset.
Jeg roede.
Jeg har redet.
Hvor så årstiderne
mig ikke på cykel?
Jeg har kørt motor
og klatret i bjerge.
Dårernes himmerige,
dans, elskede jeg,
såvel vore fædres
fejende rotations-valse
som senere tiders
abstrakte onestep.
Yndigt var det at arbejde
med en pige i armene.
Jeg var af naturen
tegnet til læge,
men lod mig friste
undervejs af forstudier,
tabte mig lidt
som botaniker,
zoolog var jeg gerne
bleven for livet ...
Hvis ikke antropologien,
etnografi, arkæologi
og geologi, samt kunsthistorie,
havde krævet min opmærksomhed.
Racekundskab
rustede jeg mig til på rejser.
Som historiker
var man jo gerne bleven stikkende ...
Med mindre
man var bleven maler
eller havde brudt sig en bane
som billedhugger.
Et liv mere –
og jeg skulle have modelleret
fem verdensdeles
farvede befolkning.
I mig gik tabt
en tømrer.
Jeg har snedkret,
og smeddet.
Ikke den skov i verden
hvor jeg ikke skar mig en stok.
Ar efter håndværk
har jeg på hænderne.
Våben og værktøj –
jeg valgte værktøjet.
Jeg har skønnet på skomageren,
skibsbyggeren,
jeg faldt til hos bødkeren,
og hvor der byggedes,
jeg ønskede mig overalls
på alverdens arbejdspladser.
En cyklende arbejder
med en sav i armen,
hvilken talende tegning
om systemet i tilværelsen!
Oljerede maskinarbejdere,
det prøvede øje,
mureren, i en duft af mørtel,
misundte jeg.
Få fagfolk med hvem
jeg ikke kunne føre en samtale.
Dog holdt jeg min mund
mellem matematikere.
Og indsigt i finansvæsen
var mig nægtet.
For talstørrelser, som for ejendom,
havde jeg ingen instinkter.
Verdens lys
faldt det i min lod at opleve,
fra mangroven i troperne
til Manhattan,
fra ungersvendens
fritlevende sværmetilværelse
til fuldbyrdet livs
faste koralring.
jeg efterlod mine spor
i Spanien,
jeg så Amerika,
Asien, Afrika.
Jeg var løsgænger
på Malakka
og blev kender
af et nu forsvundet Kina.
Men Australien
så jeg aldrig med øjne,
Sydamerika
savnede jeg at se,
Cordillererne,
kondorens hjem
og mine ønskers mål
Ildlandet.
Jeg så Sumbing,
Sindoro og Merapi.
Men Popocatepetl
og Orizaba,
Chimborazo
og Mount Erebus,
Gaurisankar,
undtes det mig ikke at se.
Et steds i Sydhavet
står der et skær,
betrådt ene
af albatrosser,
ombrust af briser,
med brænding ved foden,
et orgel i søen –
aldrig så jeg det.
Til flyverens sensationer
kom jeg et slægtled for sent.
At træde luften!
Fortrolig med ovensynet!
At være hængt op, syngende,
som insektet,
midt imellem et under
og intetheden!
Gerne klamrer
man sig til kloden,
fuld er den
af megen fagerhed.
Hvor almindelig rigdommen,
hvor hyppig miraklet,
lifligt og kvægende:
jeg mener kvinden!
Hvad er så blændende
som blonde kvinder!
Også de ravnsorte
fandt jeg henrivende.
Mægtigt fængslede
mig malajinden.
Min halve sjæl
hørte hjemme ved Jangtse.
Hvem nærede ikke som yngling
et enormt ønske
om kort og godt ved gunstig
lejlighed at gifte sig
uden undtagelse
med hvert eneste
farvede eller ufarvede
fruentimmer på jorden?
Et andet ønske
som ikke kunde opfyldes
var, om blot for få øjeblikke,
selv at være et fruentimmer.
Hvem der var vakker!
Og i vinden mellem mandkønnet
og blev krøllet uigenkendeligt
af et karlfolk!
Det man savner
søger man,
Platons tanke,
sin tabte halvdel.
Hvor i verden,
hvorhen man vinkedes,
syntes man ikke man skimtede
sin skæbne?
Men hvem bedårede
som danske kvinder?
Hvem var kønnere,
mere kunstløse?
Stille vidundere,
dem er da viet
disse strofer,
døtre af Danmark!
|
|
Om digtet
|
Digtet Fribytter er skrevet af Tom Kristensen (1893-1974), og er fra digtsamlingen Fribytterdrømme fra 1920.
Tom Kristensen digt her må vel nærmest betegnes som ekspressionisme.
I øvrigt var Tom Kristensen æresborger i Svendborg.
Fribytter
Er en Fribytter ikke en Sejler,
der flakker fra grønt til rødt
og vaagnende stirrer mod Livet,
men søvnigt mod alt, som er dødt?
Og ligger han ikke og døser
i læ af Latinersejlet
og ser paa de vilde Lande,
som i Havet staar omvendt spejlet?
Er en Fribytter ikke en samler,
der spejler Alverden lyst:
- Den kalkhvide Havneby kravler
fra Havet mod blaa Bjærges Kyst!
- Af Templernes knaldrøde Porte
bedaares de sorte Svaner!
- Den solhvide Sky forfølges
af de hidsige, mørke Traner!
Er en Fribytter ikke en Drømmer
med Sind som et Vands Metal
og Syner som Frugtræers Blade
i drejende, funklende Fald?
Og blir ej den spejlblanke Flade
at Drømmenes Aande dugget,
naar Frugttræers hvide Blade
paa et sølvstille Vand bliver vugget?
Er en Fribytter ikke en Skaber,
der kæntrer med sjæleblank Ro
for atter at støbe sig Syner
med lysere, farverig Tro,
for atter med voldsomme Hænder
af skabende Evne krummet
at slynge sin indre Verden
med dens Flammehjul ud i Rummet?
|
|
Som dreng skar jeg skibe:
